Vi anbefaler!

Olav Lundsgaard - STATIV AUTIST KASKET

Se det lige her

Den autistiske artist

På plakaten til Olav Lundsgaards nyeste show er der alt det, som titlen stiller i udsigt: Et stativ til venstre, en kasket til højre og en autist i midten. Skulle man være i tvivl, er det komikeren selv, som er autisten.

En lidelse, han har haft papir på siden 1999, men desværre kan han ikke længere have den helt for sig selv i komiker-miljøet, da to af hans kollegaer er sprunget ud med samme lidelse de senere år. Olav er heldigvis meget mere end sin lidelse, og man kan med fordel skifte autist ud med artist, når han først indtager scenen. Showet tager udgangspunkt i komikerens eget liv, hvor emnerne vendes gennem hans krøllede hjerne.Han lægger ikke skjul på de områder af livet, hvor autisme giver udfordringer. Det kan for eksempel være i datinglivet, men omvendt er han et levende leksikon om højdepunkter fra alverdens årstal. Han beder således undervejs publikum om at råbe deres fødselsår op, og der findes ikke det højdepunkt, han har misset. 

For eksempel var det i 1991, at “Med eksprestog til Kina” blev nummer 2 ved det danske Melodi Grand Prix, og sangen var ifølge Olav næppe gået i dag. I teksten bliver der trukket tænder ud på eskimoer, men som Olav filosoferer, så behøver de jo ikke tænder for at drikke elefantøl.. 90’er-udgaver af Dansk Melodi Grand Prix ligger næppe forrest i hukommelsen hos ret mange andre end ham, men måske netop på grund af autismen er han ekstremt vidende om de emner, han går mest op i - som det altså er tilfældet med årstal og sangkonkurrencen.

Olav fortæller i showet, at han senest arbejdede i Føtex, men nu er blevet arbejdsløs. Lad os håbe, at hans komiker-karriere for alvor tager fart, så han kan leve af sin passion på fuld tid.

Se showet “Stativ, autist, kasket”, hvis du vil opleve en komisk stil, som du helt sikkert ikke har set magen til på den danske stand-up scene. Alene hans arrige angreb på klassikeren “Jeg ved en lærkerede” er hele showet værd.

PS: Ved du i øvrigt, hvad der skete i 1994? Olav opsummerer det som året, hvor hans favorithold OB - fra barndomsbyen Odense - slog Real Madrid ud af europæisk fodbold, og både Riget og Nattevagten fik premiere. Det mest uhyggelige var dog ifølge ham, at både Gulddreng og Justin Bieber fødtes samme år. Man må tage det sure med det søde.

Stream nu her på kanalen!

Tilmeld dig her!