Vi anbefaler!

Brian Mørk - Brian Er En Nar

Se det lige her

Naren, der endte i en shitstorm

“Brian er en nar" kunne lyde som en mindre flatterende showtitel, men for Brian Mørk er det efter eget udsagn noget af det pæneste, han er blevet kaldt de seneste par år.

For det er næppe gået nogens næse forbi, at et tweet i forbindelse med Naser Khader-sagen førte til en eksplosion af rasende kommentarer rettet mod Brian Mørk. Det ville være et hvepsebo af en anden verden at give sig i kast med tweet-analyser af motiver, men på bundlinjen stod komikeren tilbage med et ramponeret ry og en økonomi i frit fald.

Forhistorien er vigtig at have i baghovedet. For hele showets motor er bygget op om dem, der ser den skaldede mand med det til tider bryske ansigtsudtryk som ondskaben selv. Ganske selvironisk giver han sig undervejs i kast med at læse nogle af de voldsomste hadebeskeder op, hvori han blandt andet bliver sidestillet med Hitler.

Man må dog forstå på beskedens forfatter, at Hitler trods alt havde selverkendelse nok til at begå selvmord i tide. Så selv hvis man helst vil se showet som kontekstløst comedy, er sagen flettet ind i en sådan grad, at show og virkelighed umuligt kan adskilles fra hinanden. Der er dog også plads til andre emner, og tidligt i showet misunder han sine kollegers gode hukommelse. Man må forstå på den minimalistiske scenografi, at det halter for Brian Mørk, da han har et nodestativ med på scenen til sine noter.

Ser man hele showet, virker det dog mere som en gimmick end en nødvendighed. Hans stil fremstår i hvert fald sikker, og i lange perioder ænser han ikke sit hjælpemiddel.

Brian Mørks mange år på landets stand-up scener fornægter sig ikke. Han fremstår som et menneskeligt maskingevær af jokes, som skyder lattergivende energi ud til sit veloplagte og højtgrinende publikum. Det er fair at nævne Brian Mørks fysiske fremtoning, fordi han selv kommer publikums tanker i forkøbet. BMI betyder i virkeligheden Brian Mørk-indekset. Kampvægten ligger tydeligvis på et noget andet niveau, end da han kom frem som ung komiker, men det giver ham i mere end én forstand mere tyngde på scenen.

Kort sagt: Hvis du kan holde til at høre på en skandaliseret, hvid, midaldrende, ciskønnet - og altså nu ovenikøbet overvægtig mand, er “Brian er en nar” et rigtig godt bud. Venner og fjender kan se showet på comedykanalen.dk. Det er nok tvivlsomt, om hans Twitter-fjender lige frem bliver omvendte af at bruge godt en times tid på showet, men Brian Mørk er sikkert fint tilfreds, hvis de fremover nøjes med at kalde ham en nar.

Stream nu her på kanalen!

Tilmeld dig her!