Vi anbefaler!

Showet hedder officielt “Jagten på løkken”, som er et finurligt ordspil. For ja, lykken i betydningen glæden er med y, men den type reb, der relateres til selvmordsforsøg, er som bekendt med ø. Forhåbentlig har Mads Holm ikke forsøgt sig med den slags, men den minimalistiske - og dog mindeværdige - scenografi består af 3 løkker, der hænger i loftet som symbol på, hvad depressioner i yderste konsekvens kan føre til.

Da han besluttede sig for at lave en plakat med løkke om halsen, spurgte fotografen, om han mon havde sådan en liggende derhjemme? Men som komikeren klogt noterer sig i showet, så er det dumt at have den slags inden for rækkevidde, når man er deprimeret - lidt ligesom når tykke mennesker gemmer på slik.

Mads Holm er - ment på den bedst tænkelige måde - langt ældre af sind end af fysisk alder. Det betyder blandt andet, at han tit har svært ved at følge sine jævnaldrende venners tanker, som man må forstå i høj grad er styret af dyriske instinkter. 3 uger uden sex føles for dem som en evighed, og byturene kan derfor hurtigt handle langt mere om at score end at drikke en rolig pils i venners selskab. I stedet observerer Mads Holm, hvordan de gebærder sig i kunsten at score damer.

De samme venner havde svært ved at tackle komikerens depression sidst i teenagealderen, og de var derfor berøringsangste i en periode - frem for at spørge ind til de ting, han kæmpede med i hovedet. Heldigvis kom vennerne mere på banen, i takt med at han fik det bedre. De gav ham velmenende råd, som Mads Holm dog havde svært ved at tage til sig: “Du skal bolle dig ud af depressionen,” sagde nogle af dem, men kan man det? Det giver Mads Holm et godt bud på.

Hvis man skulle overveje at springe over Mads Holms show, alene fordi han ligner det, han er - en ung mand i 20’erne, så begår man en alvorlig fejl. For han magter i usædvanlig grad at kombinere tunge livserfaringer med morbid humor. Det er spot on til alle de comedyfans, som higer efter kant og noget på spil. Der er nok mange her i landet, som har brug for at komme lidt væk fra den konforme velfærdsboble engang imellem, og Mads Holm serverer 1 times eskapisme af den fineste karat.

Rent sprogligt er den nordsjællandske komiker også en begavelse pænt over gennemsnittet, og vi skulle hilse og sige, at han ikke er fra det fine Whiskey-bælte, men måtte nøjes med en opvækst i den noget mere ordinære Rødvinshat.

I dag bor Anne Bakland i hovedstaden med sin københavner-kæreste, Morten. Her kæmper hun i hverdagen med at udvise lige så mange følelser, som han formår overfor hende. Det er dog svært for nordjyden, da det angiveligt ikke var noget, de lærte ret meget om på hjemstavnen. 

Man kan tage pigen ud af Østervrå, men Østervrå forlader hende tydeligvis aldrig. Dialekten er umiskendeligt nordjysk på den drevne måde, hvor selv komiker-kollega Jonas Mogensen får kamp til stregen.

Anne Bakland følger barndomsbyens aktuelle liv via en lokal Facebookgruppe, og hun mindes på absurd vis stadig det såkaldte “voldtægtsskur” i Østervrå. Her testede vennerne hinanden i, om de turde gå derind alene. Det gjorde Anne på 11 år. Hvad skurnavnet kom sig af vides ikke, for heldigvis registrerede ingen af barndomsvennerne en voldtægtsmand i området.

Man havde altså kun det sjov - eller uhygge - som man selv lavede i Østervrå. For man må forstå på komikeren, at anlægget med kælkebakken, åen og det famøse skur var det tætteste, man kom en turistattraktion på de kanter.

Selvom showet er optaget på Comedy Zoo - og derfor nok har flest københavnere i salen, lykkes det for Anne Bakland at gøre det levende for publikum. De griner i hvert fald højlydt af barndomsminderne.

Livet går fortsat sin stille gang deroppe, når hun er på besøg, og faxmaskinen hjemme hos forældrene er stadig intakt. Ifølge hendes far kan den jo stadig komme i brug, hvis det der internet går over. 

Anne er skræmt over tanken om, hvem faren mon kan finde på at faxe med. For hun kender kun én person i hele verden, som stadig faxer, og han er ikke rar..

Anne Bakland inddrager også sin nutid i showet, og hun skal have stor ros for at sætte sig selv i spil. Det gør hun ved at melde sin på det tidspunkt aktuelle stressdiagnose ud - tilsat betragtninger om sin generelle tendens til at overtænke bekymringer. Det er modigt, og det er da også her, at showet har allermest nerve.

Hun italesætter selv salens pludselige stemningsskift, da hendes helbred kommer på banen, men komikerens afvæbnende tilgang får hurtigt overbevist publikum om, at de godt må grine med hende.

Mange får som bekendt stress i en grad, hvor helbredet påvirkes, og Anne Baklands læge skruer endda komikerens diagnose op på den næppe helt officielle betegnelse: “bimlende stress”.

Selv i en presset periode af sit liv formår hun at levere jokes på en sikker, tilbagelænet facon, der fungerer lige efter hensigten. Showet er i særlig grad værd at se for folk, som sætter pris på, når grin og alvor går op i en højere enhed.